Forslag til Byrådet fra den socialdemokratiske byrådsgruppe vedr. større kommunalpolitisk råderum i husdyrbrugloven
Dette punkt er fra en dagsorden. Beslutning fremgår først, når referatet er offentliggjort.
Sagsfremstilling
Der er via Jacob Bjørnskov Nielsen (Socialdemokratiet) indgået følgende punkt til dagsordenen:
Socialdemokratiet ønsker at rejse en sag i Middelfart Byråd med henblik på, at byrådet samlet retter henvendelse til minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen. Formålet er at efterlyse et større kommunalpolitisk råderum i behandlingen af ansøgninger om etablering og udvidelse af svinestalde.
Baggrunden er, at den nuværende husdyrbruglov i høj grad bygger på objektive, statsligt fastsatte miljøkriterier. Det betyder, at kommunalbestyrelsen er forpligtet til at give tilladelse, hvis ansøgningen opfylder de tekniske krav til fx ammoniak, lugt og nitrat.
Dermed har kommunerne kun meget begrænsede muligheder for at inddrage lokale og politiske hensyn i sagsbehandlingen – herunder landskabelige værdier, bosætningsstrategier, klimaindsatser eller lokale ønsker om balance mellem erhverv, miljø og livskvalitet i det åbne land.
Denne begrænsning har vi konkret oplevet i Middelfart Kommune:
I Blanke har ansøgning om etablering af en ny svinestald været i direkte modstrid med kommunens egne udpegninger i kommuneplanen.
I Båring har en planlagt udvidelse af svineproduktionen stået i vejen for kommunens udviklingsplaner for området og ønsket om en sammenhængende byudvikling.
Begge sager illustrerer tydeligt, hvordan lovgivningen i sin nuværende form forhindrer kommunerne i at handle ud fra egne strategiske prioriteringer og lokale udviklingsmål.
Socialdemokratiet anerkender, at landbruget spiller en vigtig rolle for beskæftigelse og lokaløkonomi, men mener samtidig, at lokalpolitikere bør have større mulighed for at vurdere, hvordan nye eller udvidede husdyrproduktioner passer ind i den samlede udvikling af kommunen.
Der er i dag en oplevelse af, at kommunerne i praksis har ringe indflydelse på afgørelserne, hvilket kan svække både den lokale demokratiforståelse og borgernes tillid til, at lokale hensyn faktisk vægtes i beslutningsprocesserne.
Det er afgørende, at borgernes stemme og lokale erfaringer også bliver hørt og taget alvorligt i beslutninger, der påvirker deres nærmiljø og livskvalitet. En stærkere lokal forankring vil styrke både demokratiet og tilliden til de politiske beslutninger.
Indstilling
Socialdemokratiet indstiller:
At Middelfart Byråd retter henvendelse til minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Jacob Jensen med en opfordring til at igangsætte et arbejde, der:
- giver kommunerne reel indflydelse i sager om etablering og udvidelse af svineproduktioner,
- giver mulighed for at inddrage lokale udviklingshensyn, borgerperspektiver og politiske prioriteringer,
- og undersøger muligheden for at tilpasse lovgivningen, så kommunerne kan afslå ansøgninger, selvom tekniske miljøkrav er opfyldt – når der foreligger væsentlige lokale hensyn.
At byrådet fremsender brevet med samtlige partiers underskrifter, så henvendelsen står som et fælles signal fra Middelfart Byråd om ønsket om større lokalt selvstyre, større demokratisk råderum og en tydelig stemme til borgerne i udviklingen af det åbne land.
Beslutning
Godkendt.
For stemte 17: A, C, F, O og Ø
Imod stemte 7: V
Hverken for eller imod stemte 1: Æ