Endelig vedtagelse af lokalplan nr. 218 og kommuneplantillæg nr. 12 samt miljøvurderingsrapport - Solceller ved Ejby Mose
Dette punkt er fra en dagsorden. Beslutning fremgår først, når referatet er offentliggjort.
Sagsfremstilling
Byrådet vedtog den 8. maj 2023, at sende forslag til tillæg nr. 12 til kommuneplan 2021-2033 og forslag til lokalplan nr. 218 For et solcelleanlæg ved Ejby Mose i offentlig høring.
Planforslagene med tilhørende miljørapport, indeholdende miljøvurdering af plangrundlaget og miljøkonsekvensvurdering af projektet, samt §25 tilladelse (VVM tilladelse) fremlægges til endelig vedtagelse.
De indkommende høringssvar samt forvaltningens vurdering og forslag til besvarelse fremgår af hvidbogen, vedhæftet som bilag.
Økonomi
Når et nyt vedvarende energianlæg sættes i drift, i en kommune, skal opstilleren jf. VE-lovgivningen indbetale et engangsbeløb til en Grøn Pulje, der administreres af kommunen.
Jf. Lov om fremme af vedvarende energi (”VE-loven” LBK nr. 1791 af 02/09/2021), skal opstiller, senest 14 hverdage efter første producerede kilowatt-time, indbetale et beløb til den kommunale Grøn Pulje. Beløbet er beregnet på basis af VE-anlæggets størrelse og svarer til:
- 40.000 kr. pr. MW ved solcelleanlæg.
Hvad beløbet bygherre skal indbetale i forbindelse med solcelleanlægget ved Ejby Mose, kan der ikke gives et præcist svar på, da der fortsat sker en stærk udvikling af solceller. Et gennemsnitstal, som er bredt anvendt er dog at der installeres 1 MW pr ha.
Det vil så sige at bygherre skal indbetale et beløb til Grøn Pulje i størrelsesorden ca. 2,8 mill. Kr.
Byrådet har besluttet, at midlerne skal anvendes til projekter til gavn for naboer til vedvarende energianlæg og til gavn for lokalsamfundet generelt. Uddelingen skal ske på basis af ansøgninger.
Beslutning
Godkendt med følgende præciseringer:
Lokalplanforslaget og kommuneplantillægget:
§ 5.6 Kingstrup Mosevej kan omlægges som vist på kortbilag 3.
§ 5.7 Der kan etableres en mindre parkeringsplads indenfor delområde II, som vist på kortbilag 3.
§ 5.8 Parkeringspladsen skal etableres som grus eller græsklædte arealer.
§ 9.6 Indenfor delområde II må der etableres mindre grupper af træer.
Lokalplanens kortbilag II tilpasses, så byggefelterne på kortbilaget er justeret, så der sikres en afstand på minimum 200 meter til beboelse fra solcellerne.
Lokalplanen tilføjes et bilag (1: Planteliste), der beskriver udvalget af planter der kan etableres inden for planområdet.
Lokalplanen og kommuneplantillægget opdateres med et afsnit i redegørelsen i plan og kommuneplantillæg om Bilag IV - arter Afsnittet lyder som følger:
”Solcelleanlægget anlægges på arealer, der i dag primært består af landbrugsarealer i omdrift. Landbrugsarealerne udgør generelt ikke egnede yngle- eller rastelokaliteter for arter anført på habitatdirektivets bilag IV.
Der er ikke registreret bilag IV-arter inden for lokalplan-området eller i en radius på 4 km fra planområdet.
Grundet afstanden til de områder, hvor de øvrige bilag IV-arter findes, vil de ikke blive påvirket af støj eller anden forstyrrelse. Samlet set vurderes det således, at anlægsarbejdet ingen påvirkning har på yngle- eller rastelokaliteter for bilag VI-arter i eller nær plan- og projektområdet.
Bilag IV arter er nærmere beskrevet i miljørapporten.”
Miljøkonsekvensrapporten:
På side 19. afsnit 3.4 i ”Ikke Teknisk Resumé” indsættes:
Solceller afgiver ikke støj ved strømproduktion –Men der kan forekomme støj fra step-uptransformere, distributions transformere og invertere.
Invertere ca. 11 dB(A) i en afstand af 200 meter.
Distributionstransformere ca. 19-24 dB(A) på 200 m.
Step-Up transformere 19-24 dB(A) på 200 m.
”Støjniveauet fra de forskellige dele af solcelleanlægget svarer til raslen i løv og op til lyden på en læsesal på et bibliotek – altså meget begrænset.
Da alle nabobeboelser er mere end 200 m fra solcelleanlægget, vurderes støj fra solcelleanlægget ikke at kunne påvirke naboejendomme væsentligt.”
Nyt afsnit på side 74 – afsnit: Støj fra solceller.:
”Derudover er der kigget på undersøgelser af støj fra solcelleanlæg.
Der foreslås indsat et skema over støj ved forskellige lydstyrker og hvad det svarer til, til sammenligning.”
DB
Svarende til
10
Raslen i løv
20
Soveværelse om natten
30-40
Læsesal på bibliotek
60
Normal samtale
70
Inde i personbil
90
Tung lastbil
100
Råb 1.5 meter væk
120-140
Fly der letter
Nyt afsnit på side 74.
”Solceller i sig selv afgiver ikke støj ved strømproduktion – Men der kan forekomme støj fra step-uptransformere, distributions transformere og invertere.
Invertere ca. 35 dB(A) – 11 dB(A) i afstand af 200 meter.
Distributionstransformere ca. 65-70 dB(A) – 19-24 dB(A) i afstand af 200 m.
Step-Up transformere ca. 65-70 dB(A) – 19-24 dB(A) i afstand af 200 m.”
Nyt afsnit på side 75:
”Da alle nabobeboelser er mere end 200 m fra solcelleanlægget, vurderes støj fra solcelleanlægget ikke at kunne påvirke naboejendomme væsentligt. Støjniveauet fra anlægsdelene er desuden så lave 200m fra solcellerne at det ikke vurderes at påvirke de omkringboende. ”
Nyt afsnit på side 77:
”Da alle nabobeboelser er mere end 200 m fra solcelleanlægget, vurderes støj fra solcelleanlægget ikke at kunne påvirke naboejendomme væsentligt.”
Derudover er der foretaget redaktionelle rettelser samt konsekvensrettelser b.la. i forhold til opdatering af kortmateriale så det stemmer overens med plangrundlaget.