Punkt 349 | Byrådet | tirsdag den 26. september 2023

Igangsætning af planlægning for et solcelleanlæg og vindmøller ved Nørre Aaby og Rolund

Dette punkt er fra en dagsorden. Beslutning fremgår først, når referatet er offentliggjort.

Sagsfremstilling

Middelfart Kommune har modtaget ansøgning om etablering af et kombineret VE-anlæg med vindmøller og solceller, der skal placeres på et areal syd for Nørre Aaby, der i dag drives som intensivt landbrug.
Sol- og vindprojektet er placeret i et åbent landområde sydvest for Nørre Aaby i Middelfart Kommune. Anlægget består af 3 vindmøller op til 150 meter høje samt et solcelleanlæg på ca. 100  ha. Der er tilhørende adgangsveje og nettilslutningsanlæg indenfor et samlet projektområde på ca. 183 ha.

Ønsket forudsætter, at der udarbejdes en ny lokalplan med tilhørende tillæg til Kommuneplan 2021-2033. Udvalget anmodes om at træffe beslutning om igangsættelse af lokalplanlægning med tilhørende kommuneplantillæg, der giver mulighed for det beskrevne projekt.

Økonomi

Med henblik på at fremme bl.a. vindmøller på land er der en række ordninger, administreret af Energistyrelsen: Om værditab og salgsoption for boliger, en VE bonusordning samt regler om Grøn pulje. Ordningerne er beskrevet på Energistyrelsens hjemmeside og Energistyrelsen skal afholde et lovpligtigt orienteringsmøde under planlægningsprocessen. 
Der gøres opmærksom på, at Middelfart Kommune ejer 40 byggegrunde under byggemodning i udstykningen Søndermarken (omfattet af "Lokalplan 86 Søndermarken - boligområde syd for Idrætsvej"). Grundene er beliggende i en afstand af ca. 800 - 1.000 meter fra placeringen af nærmeste vindmølle.
Øvrig økonomi: Ansøger bidrager med udarbejdelse af udkast til lokalplan, tillæg til kommuneplanen samt miljøvurdering, og dette er derfor uden udgift for kommunen.

Beslutning

Godkendt med følgende bemærkninger:

Høringsperioden bliver udvidet til 6 uger
Borgermødet bliver den 25. oktober
Der skal sikres større mulighed for lokalt medejerskab
Der skal arbejdes med gevinster for lokalsamfundet udover de rent økonomiske.

Kaj Johansen deltog ikke i sagens behandling.

Sagsnummer

2022-013961