Punkt 133 | Byrådet | onsdag den 3. maj 2023

Ændring af asbestordning i Middelfart Kommune

Dette punkt er fra en dagsorden. Beslutning fremgår først, når referatet er offentliggjort.

Sagsfremstilling

Asbestholdigt affald forekommer ofte i forbindelse med nedrivning og renovering af byggeri og anlæg. Ved håndtering af asbestholdigt affald kan der fremkomme støv indeholdende asbestfibre, der ved indånding kan forårsage alvorlige sygdomme som fx asbestose og kræft i lungerne.  
Med udgangspunkt i en kommende revision af Asbestbekendtgørelsen (Arbejdstilsynets bekendtgørelse nr. 1792 af 18. december 2015), samt skærpede modtagekrav fra det af Middelfart Kommune anvendte deponeringsanlæg, Odense Nord Miljøcenter (herefter ONM), foreslår Forvaltningen at tilpasse kommunens nuværende bringeordning for asbestaffald, samt at tilbyde en bestilleordning for asbestaffald hos private husstande og erhvervsvirksomheder.
Tiltagene er nødvendige for at implementere de kommende regler samt ændrede modtagekrav ved ONM. Tiltagene er endvidere med til at sikre et bedre miljø samt arbejdsmiljø for medarbejdere og kunder, der færdes på kommunens genbrugspladser.

Økonomi

Kommunen har allerede et eksisterende IT-system (Optidata) til registrering af erhvervs benyttelse af genbrugspladsen, og via en app til dette system kan der sælges big bags til erhvervskunder. Der skal forventes en mindre investering (ca. 15.000 kr.) til opdatering af systemet. Private vil kunne betale for big bags via Mobilepay.
Dertil skal der til to genbrugspladser investeres i stativer til big bags til modtagelse af asbest på genbrugspladserne (skønnet ca. 25.000 kr.).
Nedenfor er forventede takster for henholdsvis bringe- og bestilleordning beskrevet.
Økonomi for bringeordning (max 50 kg/dag)
Private
Private vil fortsat kunne bruge genbrugspladsen til asbestaffald som en del af deres grundgebyr.
Erhverv
Erhverv vil fortsat kunne bruge genbrugspladsen ved betaling af gældende takst for erhverv (Takst 2023: 150 kr. pr. besøg)
Økonomi for bestilleordning (afhentning ved privat husstand eller erhvervsejendom)
For henholdsvis private og erhverv vil bestilleordningen blive finansieret via en takst pr. big bag, der købes til asbestaffald.
Private
Da der ved en bestilleordning for asbestaffald ydes en ny, særskilt service til private husstande, er der beregnet en forventet takst, der dækker omkostninger til transport ved bestilleordningen og til emballage (big bags) samt egen produktion af mærkater og vejledninger til bestilleordningen.
Alle øvrige omkostninger er dækket af grundgebyret for husstande.
Forventet takst for big bags til asbestaffald hos private: ca. 300 kr. pr. big bag.
Erhverv
Taksten for erhvervsvirksomheder, der ønsker at benytte bestilleordning til asbestaffald, skal afspejle den kostægte pris, herunder emballage, transport, deponipris samt alle administrative og driftsmæssige omkostninger ved ordningen.
Forventet takst for big bags til asbestaffald hos erhverv: ca. 1.600 kr. pr. big bag.
Såfremt udvalget følger Forvaltningens forslag om at ændre asbestordningen, vil Forvaltningen påbegynde processen med at tilrette regulativerne for henholdsvis husholdningsaffald og erhvervsaffald, samt udarbejde endelige takster til vedtagelse, således at ordningen kan træde i kraft fra 1. januar 2024.

Beslutning

Godkendt.
Anna Poulsen Broen og Kent Mosgaard deltog ikke i sagens behandling.

Sagsnummer

2023-006413