Punkt 57 | Byrådet | torsdag den 13. april 2023

Handleplaner for underskudsafvikling for Skoleudvalgets område

Dette punkt er fra en dagsorden. Beslutning fremgår først, når referatet er offentliggjort.

Sagsfremstilling

I henhold til de økonomiske styringsprincipper for Middelfart Kommune skal der hvert år udarbejdes en skriftlig handleplan for budgetenheder, som har akkumuleret et underskud på mere end 5% af driftsbudgettet.
For enheder, der er inde i "underskudsafvikling via handleplan", skal der endvidere følges op på handleplanerne, indtil underskuddet er fuldt afviklet.

Økonomi

Anna Trolles Skole:
Anna Trolles Skole har i 2022 opnået et overskud på 0,259 mio. kr. og har således efterlevet handleplanen, ifølge hvilken skolen skulle opnå balance i 2023 og derefter afvikle gælden over en 4-årig periode. 
Handleplanen videreføres uforandret over en 4-årig periode. 
Vestre Skole:
Vestre Skole har ikke overholdt handleplanen for 2022. Skolen skulle have afviklet et underskud på 0,609 mio. kr., men har i stedet haft et underskud på 0,683 mio. kr.
Den manglende forhold skyldes en række ledelsesdispositioner, herunder stort materialeindkøb i forbindelse med ombygningen, manglende tilpasning til den nye klassedannelse for skoleåret 2022/2023, samt et højt vikarforbrug.
Ved udgangen af 2022 er der et akkumuleret underskud på 2,510 mio. kr.
Resultatet og den manglende efterlevelse af handleplanen er ikke tilfredsstillende.
For at give den nye ledelse plads til at få lavet de fornødne tilpasninger indstilles det, at afviklingsplanen bliver 5-årig, således at Vestre Skole skal opnå balance i 2023 og derefter afvikle 0,629 mio. kr. årligt svarende til 1,15 stilling mindre over en 4-årig periode.
Østre Skole: 
Østre Skole havde ved udgangen af 2022 oparbejdet et samlet akkumuleret underskud på 3,903 mio. kr. svarende til 9,15% af budgettet. Skolen skal derfor udarbejde handleplan.
Underskuddet er først og fremmest opstået som følge af segregeringsomfanget til C-sporstilbuddet, hvilket i betydeligt omfang belaster økonomien på almenområdet. Medvirkende til underskuddet har derudover været manglende personaletilpasning til det faldende elev- og klassetal. Der er således i forbindelse med tilrettelæggelsen af skoleårene 2020/2021, 2021/2022 og 2022/2023 ikke foretaget tilstrækkelig tilpasning i forhold til tilpasningsbehovet.
Første budgetopfølgning for 2023 har afdækket, at ledelsen i dag står overfor en massiv ubalance i det nye år. Ved første budgetopfølgning er forventningen, at Østre Skole kigger ind i et samlet merforbrug for året på 3,491 mio. kr., hvilket vil bringe det samlede underskud op på 7,844 mio. kr.
En sådan afvigelse fordrer, at der iværksættes massive initiativer for at styre på plads, så merforbruget minimeres i 2023, mens der snarest muligt herefter opnås balance og skabes et grundlag for at skolen kan afvikle på gælden.
Det fremgår af kommunens økonomiske styringsprincipper, at handleplaner som udgangspunkt ikke skal overstige 3 år. Men i lyset af udfordringens omfang indstilles det, at afviklingsplanen bliver 8-årig, således at Østre Skole skal reducere merforbruget til maksimalt 2,000 mio. kr. i 2023, 0,500 mio. kr. i 2024 og herefter gældsafvikle med 1,000 mio. kr. i 2025 og 2026 samt 1,1 mio. kr. i perioden 2026-2030. Gældsafviklingen vil alt andet lige indebære, at at skolen hvert år frem til gældsafviklingen er færdig, skal fratrække 2 lærerstillinger af den tildelte normering i forbindelse med skoleårets planlægning.
Det skal bemærkes, at den usædvanligt langstrakte handleplan er begrundet i, at store dele af Østre Skoles udgiftsreduktion også skal tilvejebringes ved at reducere segregeringen af elever til de takstfinansierede tilbud, ikke mindst c-sporstilbud. Dette sker primært i kraft af, at færre elever ny-visiteres til specialundervisningstilbud. I tilfælde, hvor det giver mening for elevers læring og trivsel, arbejdes også på hjemtagelse fra de specialtilbud eleverne allerede er skoleplaceret i.

Beslutning

Alle planer godkendes.
Jacob Bjørnskov Nielsen deltog ikke i sagens behandling (afbud).

Sagsnummer

2023-005616