Opstart af Børnehuset i Naturbyen
Dette punkt er fra en dagsorden. Beslutning fremgår først, når referatet er offentliggjort.
Sagsfremstilling
Som bekendt er Middelfart Kommune inde i en særdeles positiv periode med vækst i tilflytningen. I perioden 2021 til 2032 stiger antallet af 0 – 5 årige med 6-700, og det fordrer, at der skal ske en udvidelse af pasningskapaciteten.
Byrådet har i forbindelse med budget 2022 og budget 2023 besluttet følgende udvidelsesplan:
Opførelse af ny integreret daginstitution ved Hyllehøjskolen med plads til 24 vuggestuepladser og 110 børnehavepladser med opstart i marts 2024.
Opførelse af ny integreret daginstitution ved Naturbyen med plads til 24 vuggestuepladser og 110 børnehavepladser med opstart i marts 2025.
Flytning og udvidelse af Solsikken til en integreret daginstitution ved Lillebæltskolen med plads til 36 vuggestuepladser og 110 børnehavepladser med opstart i marts 2026.
Opførelse af endnu en ny institution som afventer placering i Middelfart/Strib.
Indkøb af specialindrettet børnehavebus til 28 børn (taget i brug oktober 2022).
Indtil den første nye daginstitution står færdigopført, vil der i spidsbelastningsperioden henover efteråret/vinteren frem til 1. marts (hvor børnene rykker i førskole) i årene 2023/2024 og 2024/2025 være behov for midlertidige løsninger.
Økonomi
Midler som der bedes om til ombygning af Ø-fritten til 48 børnehavebørn i 2023.
Ombygning overslag (mio. kr.) 3,700
Det samlede budget til ombygning indeholder en pulje på ca. 35% af udgifterne, svarende til ca. 0,780 mio. kr., som skal dække uforudsete udgifter og risiko ved byggeriet. Dette for at imødekomme, at overslaget er lavet i et meget tidligt stadie, hvor der er mange ubekendte.
Denne pulje vil udfases efterhånden som planlægningen af byggeriet og de konkrete aftaler kommer på plads.
I budgettet er afsat 0,160 mio. kr. til garderober og møbler til 48 børn. Denne udgift vil medføre en tilsvarende billiggørelse af byggeriet af den permanente daginstitution, da inventaret bliver taget med.
Midler som der bedes om til at øge aktivitetsbudget for Lillebæltskolens SFO i perioden.
Årlig forøgelse i 2023-2025 (mio. kr.) 0,100
Der er i forvejen et driftsbudget til bygningen til følgende udgiftsposter; forsyning, el, vand og varme i Ejendomscenteret. Der er også et budget til rengøringen, men da der er færre lukkedage i en børnehave sammenlignet med en SFO, vil udgiften være nogle tusind kroner højere om måneden, hvilket finansieres inden for dagtilbudsafdelingens økonomiske ramme.
Ligeledes finansieres ansættelse af ny leder indenfor rammen.
Der vil til budget 2025 blive beregnet en ny udvidelse af driften, når datoen kendes for åbning af Børnehuset i Naturbyen.
Beslutning
Godkendt at forslaget sendes i høring.
Udvalget ønsker, at forlænge høringsfristen til den 12. januar 2023.