Evaluering og høring: Forslag om rammen for afkortning af skoledagen og timebank for skoleåret 2025/2026 videreføres uændret fra 2026/2027
Dette punkt er fra en dagsorden. Beslutning fremgår først, når referatet er offentliggjort.
Sagsfremstilling
Rammen for udmøntning af skolernes timebank og afkortning af skoledagen i skoleåret 2025/2026 i Middelfart Kommune er blevet evalueret, da skoleåret fungerer som et prøveår. Skoleudvalget orienteres i sagen om hovedresultaterne af evalueringen.
På baggrund af evalueringsresultaterne foreslås det, at Skoleudvalget sender forslaget om at videreføre den nuværende ramme for timebank og afkortning af skoledagen uændret fra og med skoleåret 2026/2027 i høring.
Økonomi
De økonomiske følgevirkninger af kvalitetsprogrammet har indgået og vil indgå som en del af økonomiaftalerne mellem KL og Regeringen.
Det indgår som et centralt element i finansieringen, at den understøttende undervisning afskaffes og erstattes med en timebank, som giver skolerne frihed til at konvertere obligatoriske undervisningstimer (udover minimumstimetallet) til lokalt prioriterede indsatser som to-lærer-ordninger, kortere skoledage eller ekstra pædagogressourcer i SFO.
I budgetlægningen for 2026-2029 er de samlede afsatte timebankmidler lagt fuldt og helt ud i skolernes decentrale rammer, hvorfra skolerne lokalt kan træffe beslutning om den nærmere prioritering af midlerne.
Når beslutningen lokalt er truffet omkring afkortning af skoledagen og forlængelse af SFO-dagen, kan skolerne indenfor rammerne af decentraliseringsprincipperne omprioritere midler fra skolens timebank til SFO'en.
Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at skolerne lokalt kan prioritere midler fra Skoleområdet (det skattefinansierede område) til SFO (som primært er brugerfinansieret). Modsat kan der ikke omprioriteres midler den anden vej fra SFO-området, der er brugerfinansieret, til skoledrift.
Indstilling
At Skoleudvalget tager resultaterne fra evalueringen af ramme for udmøntning af timebanken og afkortning af skoledagen for skoleåret 2025/2026 til orientering.
At forslag om at videreføre den nuværende ramme for udmøntning af timebanken og afkortning af skoledagen for 2025/2026 uændret fra og med skoleåret 2026/2027, sendes i høring.
At kompetencen til at træffe beslutning om afkortning af skoledagens længde fortsat delegeres til skolelederen fra skoleåret 2026/2027.
At en evt. udvidelse af SFO'ens åbningstid fortsat finansieres af ressourcer i timebanken fra skoleåret 2026/2027.
Beslutning
Alle indstillinger godkendt.