Middelfart Kommunes tandklinik på Skippervej 1 skal efter planen flytte til Ø-frittens lokaler på Lillebæltsskolens matrikel. Samtidig skal der bygges otte nye klinikrum til Ø-fritten, så Tandplejen får plads til flere patienter. Børn- Kultur og Fritidsudvalget fik den 11. august en status på projektet og tog den til efterretning – selve beslutningen om at udvide tandplejens klinikfaciliteter traf det daværende byråd allerede i foråret 2025.

Gratis tandpleje til unge presser kapaciteten

Baggrunden er, at kommunerne fra 2025 skal tilbyde gratis tandpleje til alle 18-21-årige. De ekstra patienter har lagt pres på kapaciteten og skabt behov for mere plads. Projektet er samtidig tænkt sådan, at klinikken senere kan udvides yderligere, hvis behovet vokser.

Byggestart i oktober – klar i december 2027

Da udvalget fik status i august, var projektet i projektforslags- og myndighedsfasen, hvor tegningerne gøres klar til den videre projektering. Selve byggeriet ventes at gå i gang i oktober 2026, og den nye klinik skal efter planen afleveres og tages i brug i december 2027.

Klinikken bliver planlagt med fokus på funktionelle arbejdsgange, en god oplevelse for patienterne og et sundt arbejdsmiljø for personalet.

Budget på 23,8 millioner kroner

Den samlede anlægsramme er på cirka 23,8 millioner kroner uden moms. Pengene dækker håndværkerudgifter, rådgivning, bygherreleverancer, udenomsarealer og en reserve til uforudsete udgifter. Projektet vurderes lige nu at kunne gennemføres inden for den afsatte ramme.